Alle skal med - med intensiv læring

August 18, 2017

Har du hørt om intensiv læring? Ved Alinea er vi blevet ret interesserede i undervisningsformen, og i ugens podcastudsendelse fra Didaktor kan du høre hvorfor. Mød blandt andre folkeskolelærer Camilla Garfort der fortæller om sine erfaringer med intensiv læring i skolen. Vi præsenterer dig også for de seneste forskningsresultater i forhold til brugen af intensive læringsforløb, og så tager vi dig med ind på forlaget og fortæller lidt om det arbejde, vi lige nu har gang i med intensiv læring. 

00:0000:00

Vi skal turde fejle med Rane Willerslev

August 10, 2017

I denne udgave af Alineas podcast Didaktor, taler vi med Rane Willerslev, der netop er tiltrådt som ny direktør for Nationalmuseet. Willerslev mener, at der i det danske uddannelsessystem er et alt for stort fokus på korrekthed. Willerslev så gerne, at der var mere plads til at fejle og at 12-taller ikke kun blev givet for en fejlfri præstation, men at selve processen var en langt større del af en vurdering. Alt nyskabelse kræver nemlig, at man har en kultur, hvor man også tør fejle. Og hvis Danmark skal gøre skal gældende som et innovativt og kreativt land, er det nødvendigt at tænke skolen anderledes, mener Willerslev. Lyt med i skoleårets første udgave af podcasten Didaktor, hvor vi skal turde fejle med Rane Willerslev.

 

Gæst: Rane Willerslev

Vært: Anders Schunk

Produktion: Alinea 2017

00:0000:00

Elevinddragelse med Danske Skoleelever

June 9, 2017

I denne udgave af Didaktor ser vi på skolen fra elevernes perspektiv. På undervisningsministeriets hjemmeside står der:

 

Alle elever på folkeskoler har ret til at danne et elevråd, hvis skolen har mindst 5. klassetrin. Hvis eleverne ikke af sig selv danner et elevråd, skal skolens ledelse opfordre dem til at gøre det. Elevrådet taler på elevernes vegne, i samarbejde med skolens ledelse, lærere og pædagoger. På den måde varetager elevrådet elevernes interesser.

 

Didaktor har talt med den læreransvarlige og elevrådsformanden fra et ganske almindeligt elevråd. Du kan høre om elevrådsarbejdet på Frederiksbjerg Skole i Aarhus i et interview med Esther Kjær Agergaard og Mikkel Sølvtoft.

 

Derudover taler vi med Jannick Holbeck Rasmussen og Sofus Høy Rosenfeld fra Danske Skoleelver, der fortæller om organisationens projekt med elevinddragelse.

00:0000:00

Flersproget og flygtning med Mette-Maria Rydén og DFUNK

June 2, 2017

I ugens podcastudsendelse sætter vi fokus på undervisning af flersprogede elever i danske skoler. Vi taler med lærings- og flersprogskonsulent Mette-Maria Rydén, der giver et indblik i forskellige måder at arbejde med flersprogsundervisning i skolen. Derudover taler vi i relation til emnet med Sarah Borger fra DFUNK (Dansk Flygtningehjælp Ungdom), der med projektet Outreach, tager ud og videreformidler viden om flygtningesituationen i Danmark og internationalt til skoleelever på danske skoler.

 

Læs blogindlæg om flersprogsundervisning på didaktor.dk 

00:0000:00

Lær at kode med Mads Remvig og Martin Exner

May 23, 2017

I de senere år har der flere gange været rejst diskussion om, at de danske skoleelever skal lære at programmere og kode. I december 2015 sagde Birgitte Hass, formanden for it-brancheforeningen: “De unge skal simpelthen lære om det, som foregår bag skærmen.” I flere andre europæiske lande er programmering blevet indføjet i landenes curriculum som selvstændigt fag, eller som dele af et andet fag. Det er svært at sige, om vi får et nyt it-fag i grundskolen, men alligevel bliver der allerede arbejdet med kodning på mange skoler. 

I denne podcast besøger vi 1. klasse på Hasle Skole i Aarhus, hvor skolelærer Mads Remvig laver introduktionsforløb om kodning. Klassen arbejder legende med emnet og bruger de såkaldte Bee-Bots til at gøre deres første erfaringer med programmering. Det er oplagt at starte med introduktion til kodning allerede i 1. klasse, mener Mads Remvig, der udover at være lærer også er lærerbogsforfatter. Han står blandt andet bag Alineas Lær at kodeMads har skrevet et blogindlæg med idéer til at kode i undervisningen, som du finder her

Udover Mads Remvig og 1. klasse på Hasle Skole kan du også møde Martin Exner, der er stifter af foreningen Coding Pirates. Coding Pirates skriver på deres hjemmeside at de ønsker at udvikle børns teknologiske vovemod ved at fokusere på teknologisk forestillingsevne, opfindsomhed og skaberkraft. Forløbene fra Coding Pirates, har Martin Exner redigeret og taget med ind i projektet Coding Class, hvor det handler om at få skabt erfaringer med at arbejde med kodning i skolen.

00:0000:00

Rollespil i undervisningen med Jeppe Aanæs Steensen

May 18, 2017

Forestil dig at dine elever mandag morgen gør honnør, når du træder ind i klassen, at de tiltaler dig kaptajn og at du er iklædt militæruniform. I befinder jer på et rumskib, der flyver gennem universet på jagt efter en ny beboelig planet til menneskeheden. Den skal I have fundet inden fredag, og hvis I ikke finder den, er det meget sandsynligt, at ugen ender i kaos og vanvid, hvor røggranater og laserskud flyver om ørerne på jer.

Men det gør måske ikke så meget. For selvom halvdelen af dine elever bliver slået ihjel eller taget til fange af fremmede magter, så har de alligevel arbejdet engageret og dybt fagligt hele ugen. De er blevet bedre til at løse matematiske problemer, de har lavet forsøg med vekselstrøm og de har med grammatiks korrekthed og levende sprogbrug skrevet i rumskibets logbog hver dag.

I denne podcast handler det om rollespil, og vi taler med Jeppe Aanæs Steensen, der er lærer på Østerskov Efterskole i Hobro. Efterskolen har baseret hele undervisningen på rollespil, og hver uge er fagene flettet ind i et nyt tema, som danner ramme om den historie, elever og lærere spiller i.

Læs mere om efterskolen i Jeppes blogindlæg her på Didaktor, eller lyt med i denne samtale om rollespil i undervisningen.

00:0000:00

Jagten på dannelsen i digital dannelse med Ove Christensen

May 11, 2017

Uddannelsesforsker Ove Christensen er bekymret over brugen af begrebet “digital dannelsen”, som for ham intet har at gøre med dannelse. Han er bange for, at vi glemmer dannelsen, når vi fokuserer på digitale kompetencer og god opførsel på nettet. Det er omdrejningspunktet for samtalen i ugens udgave af podcasten Didaktor. Ove har også skrevet et blogindlæg om emnet, og der skriver han:

"Der er meget fokus på digitale medier i skolen. Hvor meget skal digitale medier fylde? Skal digitale medier og værktøjer være selvstændige fag? Hvordan skal børn og unge blive i stand til at håndtere de digitale medier, der angiveligt fylder hele deres hverdag?

I denne diskussion dukker ønsket og kravet om ‘digital dannelse’ ofte op. Når digitale medier, værktøjer og ressourcer spiller en så stor rolle, som det er tilfældet, så må børn og unge også dannes, så de kan begå sig i denne digitaliserede verden. Det er nogenlunde kernen i argumentet for at tale om ‘digital dannelse’ og for at sætte det på skoleskemaet.

‘Digital dannelse’ forstås på mange forskellige måder, og kan vel nogenlunde skæres ned til tre grundforståelser.

Den første handler om, hvordan man opfører sig på nettet og beskytter sin egen digitale identitet. Det drejer sig her om at være velopdragen og ‘digital dannelse’ betyder at vise sig velopdragent frem på digitale medier på samme måde som man gør, når man besøger familie og venner.

Den anden grundforståelse handler om at kunne finde og forstå informationer på nettet. Kildekritik står her som et kerneelement. Der er så mange informationer tilgængelige på nettet, og mange af disse er produceret uden om gængse gatekeeper-funktioner, hvilket gør kravet til sortering og vurdering til vigtige kompetencer både nu og formentlig i fremtiden.

Endelig henviser ‘digital dannelse’ til det felt, hvor eleverne lære at beherske de forskellige værktøjer, så de kan producere ‘multimodale tekster’ digitalt. Tidligere skulle eleverne lære at skrive for at give udtryk for sig selv og deres holdninger, nu handler det mere om at beherske både de mange forskellige produktionsværktøjer og de forskellige publiceringsformer. De sidste har undergået en enorm demokratisering netop gennem den udvikling, der har gjort gatekeeper-funktionen overflødig på mange publiceringsplatforme.

Kendetegnende for disse tre områder er, at det grundlæggende handler om viden, færdigheder og kompetencer i forhold til at forstå, hvordan digitale medier og værktøjer fungerer."

 

LÆS HELE BLOGINDLÆGGET PÅ DIDAKTOR.DK

00:0000:00

Rugbrødet til din undervisning med Lena Bülow-Olsen

May 4, 2017

Måske bemærkede du, at bagsiden af fagbladet Folkeskolen tidligere på året havde udsagn som “Et grundsystem fra Alinea er rygraden i din undervisning” og “Et grundsytem fra Alinea er fundamentet i din undervisning”. Hos Alinea har vi nemlig sat fokus på vores grundsystemer den seneste tid, og hvis du har fulgt med på Facebook, har du sikkert også set det nye koncept Alinea Live, som er direkte udsendelser på Alineas facebookside med Aslak Gottlieb som vært. Aslak har rejst rundt i landet og besøgt elever og lærere sammen med forfattere til flere af forlagets grundsystemer. Udsendelserne har handlet om, hvordan forskellige grundsystemer til forskellige fag kan anvendes. Og det, der har været det gennemgående tema, er, at grundsystemer giver et rigtig godt udgangspunkt for at lave god undervisning.

Men hvordan laver man egentlig et godt grundsystem?

I ugens udgave af Didaktor taler vi med lærebogsforfatter Lena Bülow-Olsen, som blandt andet har været med til at skrive det populære grundbogssystem d’dansk. Men det handler ikke om dansk i denne udsendelse, det handler mere generelt om grundsystemet. Hvad er det egentlig for en størrelse? Det er bestemt noget, der hører skolen til. Vi møder ikke grundsystemet, når vi går ind i en ganske almindelig bogbutik og de færreste anskaffer grundsystemer til privat brug. Det er altså noget, der er tilrettelagt, redigeret og didaktiseret med henblik på undervisning.  Vi møder grundsystemet som fysiske bogmaterialer. Det digitale er noget supplerende, og der er gjort noget særligt ud af den æstetiske oplevelse, når man sidder med bogen i hånden.

Lena kalder det rugbrødet i lærerens undervisning, og med det mener hun, at man med et grundsystem har basis. Pålægget skal læreren selv fylde på, og derved lægger alle gode grundsystemer op til, at læreren er sin egen didaktiker. Det er læreren der folder grundsystemet ud i klassen sammen med eleverne.

00:0000:00

Dag 2 på Skolemessen 2017

April 27, 2017

Tak for gode dage på Skolemessen i Aarhus. Det har været rigtig godt at tale med alle jer, der kiggede forbi Didaktor på Alineas stand. I denne anden montage fra Skolemessen møder vi Huxi Bach samt en række elever og lærere, der hver især giver deres perspektiv på skole, skolelærere og skolereform.

00:0000:00

Dag 1 på Skolemessen 2017

April 26, 2017

Alinea er på Skolemessen i Aarhus, og det er Didaktor derfor selvfølgelig også. I denne særudgave af podcasten kan du høre en stemningsreportage fra den første dag på Skolemessen. Lyt med igen i morgen, hvor vi igen sender fra Skolemessen i Aarhus.  

00:0000:00